Undersøgelser

Her på siden kan du læse mere om undersøgelserne.
Du kan også downloade vejledningerne som pdf. 

Gastroskopi er en undersøgelse, hvor man ved hjælp af et lille videokamera monteret på en bøjelig sonde (gastroskopet), der nedføres gennem mund eller næse kan vise spiserørets, mavesækkens og den øverste del af tolvfingertarmens slimhinder. Der kan tages billeder og vævsprøver gennem gastroskopet.

De må ikke hverken spise, drikke eller ryge i 6 TIMER inden undersøgelsen.

Ved undersøgelsens start får De en let lokalbedøvelse (spray) i svælget eller næsebor. Hvis sonden skal nedlægges gennem munden tilbydes en beroligende indsprøjtning (valgfri). Efter undersøgelsen, vil De blive tilbudt lidt at drikke. De får undersøgelsens resultat at vide med det samme – dog vil der først være svar på eventuelle vævsprøver efter 8-14 dage. Hvis De får en beroligende indsprøjtning inden undersøgelsen, vil De på grund af virkningen nok have svært ved at huske, hvad De har fået at vide. De er derfor velkommen til at ringe næste dag, eller til at få en tid til en efterfølgende samtale.

Selve undersøgelsen varer 5-10 minutter, hele konsultationen varer ca. ½ time.
De vil ikke være utilpas efter undersøgelsen, men kan føle Dem lidt ”fuld”, hvis der er givet beroligende medicin. De må ifølge færdselsloven ikke føre motor-køretøj så længe De er påvirket af det beroligende stof (indtil næste dag). De skal derfor sørge for at arrangere hjemtransport, hvis De ønsker beroligende medicin inden undersøgelsen.

Hent gastroskopivejledning

Sigmoideoskopi er en undersøgelse, hvor man ved hjælp af et lille videokamera monteret på en bøjelig sonde (sigmoideoskopet), kan komme rundt i tarmens bøjninger og undersøge venstre side af tyktarmen.

Undersøgelsen kan være lidt ubehagelig – specielt på grund af luft i maven bagefter – men er ikke egentlig smertefuld og kræver ikke bedøvelse.

FORBEREDELSE:

1 klyx (120 ml) dagen før undersøgelsen (aftenen før)

1 klyx (120 ml) samme dag som undersøgelsen (et par timer før du skal møde her)

Man skal ikke være fastende.

Hent sigmoideoskopivejledning

Coloskopi er en undersøgelse, hvor man ved hjælp af et lille videokamera monteret på en bøjelig sonde (coloskopet), kan komme rundt i tarmens bøjninger og undersøge hele tyktarmen. Mindre polypper i tarmen kan fjernes i samme undersøgelse. Der tilbydes en indsprøjtning med beroligende/smertestillende medicin lige forud for undersøgelsen. Der vil være mulighed for at hvile lidt efter undersøgelsen.

Undersøgelsen kan være lidt ubehagelig, føles mest som mavekneb, og er ikke i sig selv noget faresignal.  ”Maveknebene” opstår, fordi der pustes luft ind i tarmen for at få et bedre overblik, og fordi der ”trækkes” lidt i tarmen, når coloskopet skal rundt om et hjørne. Disse ”hjørner” eller bøjninger er forskelligt udtalt hos forskellige patienter, men undersøgeren ved på hvilke steder, de typisk opstår – der følges med ikke blot på videobilledet, men forløbet kontrolleres også på en selvstændig (magnet)skærm. Undersøgeren vil således kunne berolige undervejs. Det tilstræbes at suge så meget luft som muligt med ud igen efter afslutning af undersøgelsen.

Der vil efter undersøgelsen være mulighed for at gennemgå undersøgelsesresultater, enten umiddelbart, eller evt. til ledsager afhængig af om, der er givet beroligende medicin. Der kan også arrangeres en senere konsultation.

Undersøgelsen coloskopi er behæftet med en meget beskeden risiko for komplikationer i form af blødning eller perforation. Dette gælder i lidt højere grad, når der er udført polyp-fjernelse. Komplikationerne vil næsten altid blive diagnostiseret straks og den påkrævede behandling iværksat. Det kan dog ske at en komplikation først optræder senere og pt. skal derfor ved vedvarende eller nyopståede smerter i maven og/eller blødning fra tarmen kontakte klinikken eller, uden for dennes åbningstid, nærmeste skadestue.

Ifølge færdselsloven er det forbudt af føre motorkøretøjer (og forøvrigt også cykel) i 24 timer efter undersøgelsen.

FØR UNDERSØGELSEN

Hvis du lider af andre sygdomme, specielt vedrørende hjerte (f.eks. får blodfortyndende medicin), lunge eller nyrer skal du gøre opmærksom på det, når du aftaler tid til undersøgelsen.

FORBEREDELSE

Se vedlagte Pico-Salax vejledning (OBS! Pico-Salax og PicoPrep er det samme præparat)

Hent udrensingsvejledning

Hent coloskopivejledning

Ved hjælp af lydbølgers ekko ses et omrids og strukturen af bughulens organer.

Det undersøges først og fremmest om du har galdesten.

FORBEREDELSE:

Du skal være fastende i 6 timer (ingen mad og drikke) inden undersøgelsen og helst have lidt væske i urinblæren – Lad være at lade vandet lige inden undersøgelsen.

Hent vejledning for ultralydsscanning

Baggrund for undersøgelsen:

Laktose (mælkesukker) er en hyppig bestanddel af almindelig dansk kost.
Laktose skal spaltes i tyndtarmen. Spaltningen foregår ved hjælp af et enzym, der sidder på tyndtarmsslimhindens overflade. Glucose er et af spaltningsprodukterne. Det laktosespaltende enzym (laktase) kan være nedsat eller helt mangle på grund af nedsat eller manglende produktion.

Årsagen hertil er:

  • Genetisk
  • Som følge af anden sygdom.

Såfremt laktosen ikke spaltes på normal vis, men passerer uspaltet gennem mavetarmkanalen medfører det uro med rumlen og køren i maven, og uregelmæssigt afføringsmønster.

Forberedelse til undersøgelsen:

Man skal have været fastende i mindst 6 timer. Man må godt drikke rent vand, og the/kaffe uden sukker og fløde.

Gennemførelse af undersøgelsen:

Der drikkes i fastende tilstand en vandig opløsning af 50 gram laktose.

Vi måler så glucosekoncentrationen i blodet lige inden indtagelsen, og derefter hvert kvarter, maksimalt 5 gange i alt. En stigning på mere end 1,4 mmol/l. er normal.

Undersøgelsen kan således vare op til 1 time.

Undersøgelsen er helt ufarlig, men kan medføre ubehag ved stærkt nedsat evne til at omdanne laktose.

Hent vejledning for laktosebelastning

FODMAP Diæt liste
Fruktose-liste